Siden 2022
Vores historie
Jeg hedder Johan, og jeg er grundlægger af Hemsen.dk.
Jeg har en bachelor i arkitektur fra Arkitektskolen Aarhus og læser i dag min kandidat i Furniture Design på Det Kongelige Akademi i København.
Historien om Hemsen.dk begyndte egentlig nogle år før virksomheden gjorde.
Efter et ophold ombord på skoleskibet Georg Stage brugte jeg en del af mine sabbatår på det indvendige arbejde på førstesalen i mine forældres hus i Skanderborg. Det var her, jeg byggede mine første tre hemse – hemse, der senere skulle vise sig at blive startskuddet til Hemsen.dk.
Til de første hemse leverede SkovTrup egetræet. Det blev begyndelsen på et samarbejde, som har fulgt Hemsen.dk siden, og som fortsat giver os adgang til egetræ, vi er rigtig glade for at arbejde med.
Jeg lagde nogle billeder af hemsene på sociale medier, og der gik ikke længe, før den første henvendelse kom:
“Kan du ikke bygge sådan en hems hjemme hos os?”
På det tidspunkt var jeg endnu ikke klar til at kaste mig ud i livet som selvstændig. Drømmen var at blive arkitekt, og mit fokus lå derfor på at forberede mig til arkitektskolernes optagelsesprøver.
Jeg begyndte i stedet at arbejde hos Wood-Ways.com, hvor jeg blev en del af et veldrevet team af dygtige håndværkere. Her fik jeg blandt andet mulighed for at arbejde på større projekter som Arken Walk i Ishøj og Troldhedestien i Kolding.
I foråret 2021 tog jeg på Krabbesholm Højskole for at forberede mig yderligere til optagelsesprøverne.
Jeg kom ikke ind på arkitektstudiet denne sommer, og pludselig havde jeg endnu et sabbatår foran mig.
Det gav plads til, at tanken om et firma med fokus på hemse kunne dukke op igen.
Inden længe havde jeg købt domænenavnet, fået lavet arbejdstøj og taget de første rigtige skridt med virksomheden.
Sommeren efter kom jeg ind på Arkitektskolen Aarhus. Allerede fra mit første år på skolen blev Jens Petur og Emil en del af Hemsen.dk, og de har siden været med på en lang række projekter.
Med tiden er flere kommet til. Blandt andet et par tyske møbelsnedkere, som jeg lærte at kende gennem studiet, og Moritz, der er selvstændig tømrer i Aarhus og har været tilknyttet Hemsen.dk siden 2025.
Hemsen.dk er derfor i dag langt mindre et enmandsprojekt, end det var i begyndelsen. Vi er flere omkring projekterne med forskellige erfaringer inden for arkitektur, byggeri og praktisk udførelse.
De første fire år blev stort set alt bygget fra mine forældres garage i Skanderborg. Garagen har fungeret som både værksted, lager og udgangspunkt for mange af de hemse, der siden er blevet monteret rundt omkring i Danmark.
I dag har vi fortsat base i Skanderborg, men har også fået adgang til et værksted i Kalundborg hos min kæreste Lauras morfar, som er tømrer. Det giver os mulighed for at arbejde ud fra flere steder og har udvidet de rammer, Hemsen.dk bliver bygget i.
Siden begyndelsen er Hemsen.dk vokset fra et sabbatårsprojekt til en virksomhed, hvor vi tegner og bygger specialtilpassede hemse til forskellige typer boliger.
For mig ligger hemsen et interessant sted mellem arkitektur og møbel. Den skal løse et meget konkret problem – at skabe mere plads – men samtidig passe naturligt ind i boligen og tage udgangspunkt i en enkel og rationel brug af konstruktion og materialer.
Det er også derfor, Hemsen.dk har udviklet sig sideløbende med min uddannelse. Mange af de spørgsmål, jeg arbejder med på arkitektskolen – materialer, konstruktion og måden, vi bruger vores boliger på – finder på den ene eller anden måde vej ind i virksomheden.
I dag læser jeg sidste år af kandidaten i Furniture Design på Det Kongelige Akademi i København, mens Hemsen.dk fortsætter med at udvikle sig projekt for projekt.